Hvis man googler mor, så bliver hun beskrevet som en kvinde set i forhold til det barn, hun føder eller adopterer. Jovist bliver man biologisk set mor, men jeg mener, at morrollen kræver så meget mere.
Min mor har altid prioriteret mig, og hun oser af nærvær og kærlighed, som er så dyb, at jeg ikke kan beskrive den. Jeg kan vel nærmest sige, at den er bundløs og ubetinget.
Jeg er aldrig i tvivl om, at min mor vil stå ved min side uanset, hvad jeg roder mig ud i.
Som barn tog mine forældre mig med til alt. Jeg var aldrig en forhindring eller en undskyldning for, at noget ikke kunne lade sig gøre, og samtidig blev jeg ikke besværliggjort, hvis mine forældre havde planer. Op på ryggen med mig i en bæresele, ned i barnevognen, eller hvad ved jeg og så afsted. Jeg var altid en del af min mor og far.
Hvis i spørg mig, var jeg aldrig en besværlig teenager, men hvis i spørg min mor, så vil hun nok svare anderledes. Jeg erhvervede mig mine egne holdninger og mine egne meninger, og i kan være sikre på, at de kom ud af min mund, hver gang jeg åbnede den, men uanset hvor besværlig jeg var, eller hvor uvenner min mor og jeg kunne være, så stod hun ved min side.
I dag er jeg ikke længere en besværlig teenager, nu er jeg en ung voksen, der forsøger at stå på egne ben, men når jeg mister balancen eller træder forkert, så står hun der stadig.
Min mor er en kvinde, som udstråler tryghed, varme og omsorg, og hun har, sammen med min far, lært mig, hvem jeg er.
20 Comments
